Sider

søndag den 19. oktober 2014

Street art - Graffiti

For et par år siden underviste jeg en 4. klasse i et forløb om street art. Især graffitigenren var eleverne meget optaget af, og forløbet blev en stor succes. I slutningen af forløbet, ryddede vi et stykke væg i klassen, hvor eleverne kunne hænge deres graffiti op til udstilling. Så mindede det lidt om rigtig graffiti:)







Om opgaven

Forløbet om graffiti giver mulighed for en god diskussion om kunst i det offentlige rum. Hvad er kunst og hvad er hærværk? Hvad er graffitikunstnerens motivation for at lave kunst? Adskiller graffitikunstneren sig fra andre kunstnere? Hvis ja, hvordan?
Inden denne diskussion vil det være oplagt, at fortælle lidt om hiphop kulturen og baggrunden for graffiti. 

Tegneopgaven herunder egner sig fint, som første opgave i et forløb om graffiti.


Mål for opgaven

  • få kendskab til hiphop kulturen og herunder graffiti
  • arbejde med skrift som udtryksform
  • arbejde med skygger


Skriv dit navn med store bogstaver. Brug en blyant og tryk ikke for hårdt.
Lav lidt mere mellemrum mellem bogstaverne end du normalvis vil gøre.


Tegn med blyant hele vejen rundt om alle bogstaverne.
Få bogstaverne til at hænge sammen.


Visk de bogstaver ud du startede med at skrive.


Lav skygger.
  


Farvelæg bogstaverne.


Vælg en sort/grå skygge eller en mørkere nuance af samme farve som selve bogstavet.


Tegn bogstaverne op med en tynd sort tusch
(kan med fordel vente til hele billedet er færdigt).


Lav baggrund. Se evt. forskellige eksempler på nettet.


Farvelæg baggrunden.


Tegn alle blyantsstregerne op med en tynd sort tusch og skriv dit tags:)


Rigtig god fornøjelse:)

torsdag den 4. september 2014

Billeder med et grafisk udtryk

Jeg har flere gange lavet kalendere med mine i elever i billedkunst. Kalenderen giver mulighed for, at arbejde med en række billeder over et bestemt tema. Det kan være årstiderne eller som mit forslag her, naturen. Med en kalender giver det mening, at skulle lave seks billeder med samme tema. Forhåbentligt kan det være med til, at forhindre, at nogle elever mister motivationen undervejs i processen.
Det forløb jeg vil beskrive her er tiltænkt 3. - 5. klasse. Det er det blandt andet fordi, at der skal arbejdes med abstrakte billeder med et grafisk udtryk, hvilket jeg synes bliver for svært for de yngre klasser. Man kan sagtens bruge kalenderen til yngre klasser, og istedet tænke i mere konkrete billeder eller med et farvetema over fx årstiderne.



Om opgaven

Eleverne skal gå på opdagelse i naturen og bruge inspiration herfra til, at skabe seks små billeder. Billederne skal være abstrakte, og det er således former og farver eleverne skal tegne, og ikke konkrete ting. Disse seks små billeder kan evt. bruges som postkort eller som jeg gør i dette tilfælde, en kalender. Kalenderen er købt til 12 kr i Colorama og har en fin sort ramme, der gør det nemt, at lave en fin opsætning.





Fremgangsmåde

  • Lav et oplæg hvor I ser på billeder med organiske og geometriske former. Hvad er organiske former? Hvad er geometriske former? Find billeder af bygninger, fx bølgen fra Vejle, operahuset i Sydney og andre spændende bygninger. Er det organiske eller geometriske former?
  • Eleverne skal ud og samle blade, kogler, grene osv som inspiration til deres billeder. Det kan være en god ide, at bruge et kamera til de ting der ikke er så nemme, at tage med tilbage til billedkunstlokalet, så som træer, buske, fugle, frugter, svampe.
  • Tilbage i billedkunstlokalet skal eleverne lave små skitser med blyant. Der kan være mange forskellige kriterier for billederne. Et eksempel kan være følgende:
    • Alle billeder skal være abstrakte
    • Alle billeder skal være inspireret af naturen
    • Mindst tre billeder skal være med organiske former
    • Mindst to billeder skal laves med lineal
    • Tre af billederne skal udelukkende laves med en tynd sort tusch
    • Tre af billederne skal have farve (vælg en rød tråd i farverne, fx neon, farveblyant, tusser)
  • Når skitserne er blevet godkendt, skal eleverne tegne de endelige billeder på det papir, der følger med kalenderen.
  • Billederne sættes i kalenderen og forsiden dekoreres med et billede, der er i tråd med de resterende billeder. 

Mål for opgaven

  • Eleverne skal skabe et grafisk udtryk gennem tegning
  • Eleverne skal gøre sig erfaringer med organiske former
  • Eleverne skal iagttage naturens former og detaljer, og bruge det i det videre billedarbejde



Eksempel på et billede med lineal.
Inspiration: birketræ 


Eksempel på et billede hvor der er tegnet efter en taperulle.
Inspiration: grene


Eksempel på et billede kun med tynd sort tusch.
Inspiration: græs


Eksempel på et billede med farve og tusch.
Inspiration: kløver


Eksempel på et billede kun med tusch.
Inspiration: celler


Eksempel på et billede med lineal, farve og tusch.
Inspiration: bjerge/isbjerge


Forside hvor der er tegnet efter en lille taperulle.


Når først kalenderene er bestilt hjem, kræver det ikke mange materialer for at komme igang med projektet:).


God fornøjelse med projektet:)

tirsdag den 26. august 2014

Akvarel i 1. - 2. klasse



Om opgaven

Denne lille opgave er rigtig fin, som et af de første maleprojekter i billedkunst: Motivet er enkelt, farverne valgfri og processen er overskuelig. 

Vi kan som billedkunstlærere gøre meget for, at resultatet bliver godt, og denne opgave har mange af de kvaliteter.
  1. Brug kraftige, klare farver.
  2. Lav et simpelt motiv.
  3. Farvelæg hele papiret.
  4. Tegn op med en tynd sort tusch.
  5. Giv billedet en ramme. 
Med disse fem punkter, kan eleverne lave billeder, der uanset evner, giver rigtig fine billeder:)

Fremgangsmåde

  • Kig sammen på nogle billeder af drager og fabeldyr. Hvad karakteriserer dem?
  • Eleverne får hver et stykke A5 akvarelpapir
  • Der skal tegnes en drage eller et fabeldyr som fylder det meste af papiret. Husk at der senere skal tape rundt i kanten, så eleverne skal ikke tegne helt ud til kanten.
  • Der skal tegnes en simpel baggrund. Fx cirkler, linjer, bakker, træer
  • Der skal tape rundt i kanten. En læreropgave:)
  • Hele billedet skal males med akvarel. Brug både lyse og mørke farver.
  • Tegn blyantsstregerne op med en tynd sort tusch.
  • Tag forsigtigt tapen af - evt. en læreropgave.


Mål for opgaven

  • eleverne skal male en drage eller et fabeldyr ud fra egen forestilling
  • eleverne skal gøre sig erfaringer om valg af penselstørrelse
  • eleverne maler et billede med et enkelt motiv og tilfældigt brug af primær- og sekundærfarver 
  • eleverne får erfaring med flydende akvarel

Flydende akvarel






Der sættes tape rundt i kanten, så der senere kommer en flot hvid ramme på billedet.
Dragen tegnes op med blyant.


Der farvelægges med flydende akvarel.
Farverne kan være meget mørke, så det er en god ide, også at bruge de lyse farver, så motivet ikke forsvinder.


Der skal farve på hele billedet.


Blyantstregerne tegnes op med en tynd sort tusch.
Fjern forsigtigt tapen.



Rigtig god fornøjelse:)

søndag den 24. august 2014

Collageforløb 3. - 5. klasse

Jeg var omkring 12 år, da jeg lavede min første collage - ihvertfald den første jeg kan huske. Den blev lavet på et stykke A3 karton med udklip fra alverdens blade a la Se og Hør. I flere år lå den på mit skrivebord, under et gennemsigtigt skriveunderlag. Behøver jeg sige, at jeg var ret glad for den:). Siden har jeg kreeret mange collager, både privat og sammen med mine elever.

For ikke så længe siden, faldt jeg over en collage lavet af Louise Kordt. Meget fin og enkel, og endda i en af mine yndlingsfarver - neon pink. Collagerne er bygget op omkring en figur hun kalder Monsieur Magic. I nogle af collagerne bruger Louise Kordt brudstykker af Monsieur Magic - hatte, sløjfer, overskæg, trekanter og cirkler - og sætter disse brudstykker sammen til fine mønstre. På andre collager ses Monsieur Magic i hel figur, gerne med en ballon, et cirkustelt eller andet, der er med til, at give billederne et humoristisk udtryk. 

Jeg ser mange ligheder mellem H.C. Andersens papirsklip og Louise Kordts collager. Blandt andet de små fine figurer, det humoristiske udtryk, gentagelserne og selve opbygningen. Set fra en billedkunstlærers synspunkt, kunne det være interessant, at se på gamle papirsklip af H.C. Andersen samt nye collager af Louise Kordt. Dette med henblik på, at eleverne skaber deres egen version.

Eksempler på H.C.Andersens papirsklip og Louise Kordts collager

Om opgaven

Eleverne skal med afsæt i H.C. Andersens papirsklip og Louise Kordts collager selv lave en collage. De skal lade sig inspirere af de to kunstnere, og skabe deres egen person i stil med Monsieur Magic. Denne person skal indgå i collagen. Eleverne bestemmer selv, hvad der ellers skal med på collagen af trekanter, cirkler, små udklippede sløjfer, hatte, paraplyer osv.
Farverne har en central plads i collagen. Der skal arbejdes dels med komplementærfarver, samt neon farver. I mit eksempel længere nede, bruger jeg desuden kraftigt glimmerpapir/karton for at understrege det fantasifulde - og fordi det ser super fint ud:)
Der er gode muligheder for differentiering i denne opgave: Hvis det er for svært for nogle elever at skabe en person, kan dette undværes. Fokuser istedet på, at bygge collagen op med cirkler og trekanter. Har nogle elever derimod brug for mere udfordring, kan der fokuseres på, at lave mange små detaljer som sløjfer, hatte, paraplyer mm.


Fremgangsmåde

  • Brug god tid på et oplæg og efterfølgende snak om H.C. Andersens papirklip og Louises Kordts collager. Hvad er papirsklip? Hvad er en collage? Hvordan er de bygget op? Hvad skal man være opmærksom på?
  • Eleverne går igang med at tegne deres egen person. Den skal laves således, at øjne, næse, mund, hat, kjole osv kan klippes ud hver for sig og derefter sættes sammen til personen. Prøv, at holde fast i det eventyrlige og fantasifulde, der går igen i H.C. Andersens papirklip og Louise Kordts collager. Mens eleverne tegner, skal de skabe en historie omkring personen. Er han prins, med i et cirkus, en tryllekunster...? Hvad hedder han/hun? 
  • Eleverne får godkendt deres person
  • Eleverne vælger karton i de farver (komplementærfarver) de vil bruge til collagen. Hvis valget falder på fx blå og orange må det godt være flere nuancer af blå og orange. Der behøver ikke være lige meget blåt og orange på collagen.
  • Eleverne klipper cirkler, trekanter osv ud, der skal pynte på collagen. Brug med fordel en Easy punch. Den fungerer som en hulmaskine, der kan lave cirkler i forskellige størrelser. Til trekanterne kan det være fint med små skabeloner.
  • Når alle små ting, cirkler, trekanter samt personen er klippet ud, kan der eksperimenteres med, at lægge det hele fint på et stykke hvidt karton.
  • Inden eleverne limer, skal placeringen af ting godkendes.
  • Skriv følgende op på tavlen, så eleverne kan se, hvornår opgaven er løst
    • det er tydeligt, at collagen er inspireret af H.C. Andersen og Louise kordt
    • der er brugt komplementærfarver

Mål for opgaven

  • eleverne skal fremstille en collage med et eventyrligt udtryk
  • eleverne skal øve sig i, at sammensætte en collage på baggrund af viden om farver og komposition


Mit bud på en collage inspireret af H.C. Andersen og Louise Kordt
"Little miss Topsy Tail singing in the rain"



Det fungerer rigtig godt med komplementærfarver.
Desværre ses neonfarverne og glimmerpapiret ikke så tydeligt på fotos - men ser rigtig godt i virkeligheden:)



Et eksempel på en collage uden en person.
Der kan laves mange fine mønstre med trekanter 
God fornøjelse med forløbet:)

mandag den 18. august 2014

Genbrugsguld 1. - 3. klasse

Sidste sommer var jeg til bryllup hos en af mine veninder. Bordpynten, som var super fin og kreativ, havde bruden og hendes far stået for. Den bestod af tomme konservesdåser, hvorpå der var sat forskelligt fint mønstret papir. De færdige dåser blev sendt til en blomsterbutik, som sørgede for, at der kom fine blomster i. Siden har jeg selv lavet nogle stykker i forskellige størrelser, både til blomster men også til farveblyanter og andre små ting. 


Om opgaven

Selve opgaven består i, at skabe nogle fine beholdere ud af gamle konservesdåser. Det er en relativ nem opgave og resultatet bliver super fint. Eleverne medbringer selv tomme, afvaskede konservesdåser, gerne i forskellige størrelser - de ser rigtig fine ud i små klynger.
Dåserne har en skarp kant indvendigt og det er derfor en smagssag, om man har lyst til at bruge dem til farveblyanter og andre små ting. Det er en god ide, at gøre forældrene opmærksomme på dette, så det bliver deres beslutning, om det er farver eller blomster der skal pynte i dåserne.
De fleste butikker der sælger tapet, har en lille bunke med små rester til gode priser. Det kan du jo kigge efter, næste gang turen går forbi Colorama eller en lignende butik:)


Fremgangsmåde

  • Hver elev medbringer x antal rengjorte konservesdåser hjemmefra
  • Eleverne vælger det tapet (evt. kraftigt papir) som de ønsker at dekorerer deres konservesdåse med
  • Papiret skal klippes ud i den rette størrelse - det kan for 1. og 2. klasses elever være nødvendigt, at kunne tegne efter en skabelon. De fleste elever i 3. klasse kan ud fra et vist eksempel selv tegne den rette størrelse op.
  • Tapetet klippes ud og sættes fast på konservesdåsen med tapetklister - husholdningssvampe er godt til formålet.
  • Skriv målene for, hvornår beholderen er færdig og udført korrekt, op på tavlen
    • der tegnes op bag på tapetet med blyant
    • der klippes så nøjagtigt på blyantslinjen som muligt
    • brug en svamp til at påføre tapetklister
    • der må ikke komme tapetklister oven på tapetet 

Mål for opgaven

  • eleverne kan lave brugskunst af genbrugsmateriale
  • eleverne øver sig i at bruge tapetklister
  • eleverne øver sig i at tegne efter en skabelon/selv lave en skabelon
  • eleverne øver sig i at klippe nøjagtigt









Jeg glæder mig til at høre, om I har fået lavet nogle fine beholdere:)

tirsdag den 12. august 2014

Mindre tegneopgave 1. - 5. klasse

Da jeg gik på lærerseminariet for efterhånden 5 år siden, havde vi et forløb om børnetegninger. Her studerede vi tegninger lavet af børn på forskellige alderstrin, og fandt træk, der karakteriserede deres tegninger på forskellige stadier. Der er fx perioden i starten af skolealderen hvor alting - mennesker, dyr, huse, blomster osv. - bliver tegnet på én linje. Efterhånden går det op for barnet, at tingene på tegningen kan stå forskudt. Det er den slagt aha-oplevelser, jeg gerne vil give mine elever rigtig mange af i billedkunstundervisningen.


Silje 6 år . Vitello tegning "Moske kan jai ta mors pång".
Vitello og huset står flot på én linje.

Hver eneste gang en elev har en aha-oplevelse, udfordres hendes måde at tænke tegning på. Fra at lave tegninger der bygges op på én linje, begynder der er komme dybde, perspektiv, skygger osv med på tegningerne. Man kan også arbejde mere detaljeorienteret og se på fx øjne, hænder og proportioner. For selv om vi alle ved, hvordan et øje, en hånd, en stol, en cykel osv ser ud, så er det de færreste der kan tegne nøjagtigt hvordan det ser ud. Men med øvelse og teknikker, kan man blive rigtig dygtig.

Om opgaven

Denne lille tegneopgave går ud på, at få en cirkel til at ligne en kugle. På mit eksempel længere nede, har jeg valgt, at lyset skal falde midt på kuglen. Det kunne også være i toppen af kuglen eller i en af siderne. Ved hjælp af gråtoner arbejder man sig ind imod lysindfaldet. Jo tættere man kommer lysindfaldet, jo lysere skal den grå farve være (se eksempel). 
Opgaven kan umiddelbart se nem ud, men den kræver tålmodighed og en vis beherskelse af finmotorikken. Opgaven egner sig fint på alle klassetrin, resultatet bliver naturligvis forskelligt derefter. Selv for læreren er det sjovt og udfordrende, at få en cirkel til at ligne en kugle:)

Fremgangsmåde  

  • Tegn en cirkel med en underkop, lille skål eller lignende  
  • Begynd at fylde cirklen ud med blyanten. Følg cirklens facon for en bedre effekt. Prøv at bruge kanten at blyanten frem for spidsen.
  • Tegn kraftigst yderst og lettere jo tættere mod midten der tegnes. 
  • Tegn mange gange sammen sted for et tæt og bedre resultat. Brug gerne en finger til at gnide farven ud med.     
  • Skriv målene for hvornår cirklen er færdig op på tavlen
    • Cirklen skal være helt rund
    • Man skal tydeligt kunne se hvor lysindfaldet er
    • Man skal tydeligt kunne se, at den grå farve bliver lysere jo tættere du kommer lysindfaldet 
    • Blyantstregerne skal følge cirklen      

Mål for opgaven

  • Få større viden om blyantens udtryksmuligheder
  • Tone en tegning med blyanten i gråtoner fra lyts til mørkt
  • Tilføre en figur dybde ved hjælp at en simpel teknik
  • Træne finmotorikken





       God fornøjelse - måske får du også lyst til selv at prøve:) 



            

søndag den 10. august 2014

Undervisningsforløb i tegning 1. - 2. klasse

I de fleste børnebøger er der små tegninger - illustrationer - der underbygger handlingen. Disse illustrationer gør bogen mere appetitlig at kigge i, specielt hvis der er tale om højt læsning. Desuden kan de gøre det lettere for barnet, at følge med i handlingen. Hvis ikke der er illustrationer i den bog vi læser, skaber vi vores egne billeder i hovedet. Dette gælder børn såvel som voksne.
Men illustrationer hører ikke kun til i børnebøger. Der findes masser af illustrationer i aviser og blade, på produkter, hjemmesider - alle steder hvor det giver mening at visualisere en tekst.

Forskellige tegneredskaber

Om opgaven

I dette forløb skal eleverne lave en tegning - illustration - til sangen Barndommens Land skrevet af Benny Andersen i 1981. Opgaven strækker sig over ca. 6 undervisningslektioner. De første lektioner er selve billedfremstillingen og de sidste har vægt på billedkommunikation.

Fremgangsmåde for illustrationen

  • hør eller syng sangen - evt. begge dele
  • eleverne vælger hver især ud hvad de gerne vil lave en illustration til
  • illustrationen tegnes med en blyant 
  • når illustrationen er godkendt af læreren tegnes den op med en tynd sort tusch
  • eleverne får hver tre kopier af deres egen tegning
  • den ene tegning "farvelægges" med blyant hvor der lægges vægt på at bruge forskellige gråtoner
  • den anden tegning farves med farveblyanter
  • den tredje (hvis man kan nå det) er valgfri ift. farvelægning



Mål for opgaven

  • lave en tegning ud fra en fortælling/sang
  • farvelægge egen tegning
  • arbejde med forskellige tegneredskaber
  • arbejde med gråtoner



Billedfremstilling til Barndommens Land


1. lektion

Oplæg til emnet

  • Lav et oplæg til emnet, hvor du gør det helt tydeligt for eleverne, hvad målet med forløbet er (se målene beskrevet højere oppe). 
  • I oplægget kan I bl.a. snakke om, hvad en illustration er, hvor man finder illustrationer og, at der findes mennesker hvis arbejde er, at lave illustrationer. 
  • Giv jer også tid til, at se på forskellige tegneredskaber og deres forskellige kvaliteter. Hvornår giver det mening at bruge en blyant og hvornår vælger man at bruge tusch? Og hvad skal man være opmærksom på når man bruger de forskellige tegneredskaber. 
  • Inden I hører sangen, kan du fortælle, at den er skrevet af Benny Andersen i 1981. Måske kender de historien om snøvsen som er skrevet af Benny Andersen. 
  • Gennemgå fremgangsmåden for opgaven 
  • Skriv målene for hvornår illustrationen er færdig op på tavlen. På den måde er det nemt for eleverne at se, hvornår opgaven er løst.
    • tegningen skal vise noget fra sangen
    • der må kun tegnes med blyant
    • tegningen må ikke "farves" med blyant
    • tegningen skal tegnes op med en tynd sort tusch



2. - 4. lektion

Fælles start 

  • Start timen op sammen og opfrisk de overordnede mål for forløbet
  • Del elevernes tegninger ud,  ved at vise den på hele klassen. Det er en god øvelse, at kunne vise sin tegning frem.
  • Gennemgå dagens program
    • alle får tre kopier af deres illustration fra sidste lektion
    • den ene tegning skal farvelægges kun med blyanter af forskellig hårdhedsgrader. (Hvis I ikke har det på skolen, kan eleverne trykke mere eller mindre med blyanterne).
    • den anden tegning kan farves med farveblyanter. Vis eleverne hvordan man kan blande farverne ved at tegne let henover samme sted med to forskellige farver. Det kan give nogle rigtig fine nuancer.
    • den tredje tegning (kan laves hvis eleven har lavet en meget enkel tegning der hurtigt liver farvelagt) kan farvelægges valgfrit. Fx med farvekridt, tusch, forskellige nuancer af én farve etc.
  • Skriv målene for hvornår opgaven er færdig op på tavlen. 
    • du må kun bruge hhv. blyanter og farveblyanter til at "farvelægge" din tegning
    • man skal kunne se, at du har brugt blyanter med forskellig hårdhed
    • hele tegningen skal farvelægges

Hvis tegningerne bliver gode, kan de med fordel limes på et større stykke sort karton, så de får en ramme:)


Billedkommunikation til Barndommens land


5. - 6. lektion

Fælles start

  • Nu er alle billederne færdige (de elever der evt. ikke blev færdige i undervisningen har lavet billedet færdigt hjemme) og det er blevet tid til sammen at se på dem.
  • Billederne hænges op på en opslagstavle (evt. allerede gjort inden undervisning).
  • Snak med børnene om forventningerne til samtalen. Hvordan skal den foregå, hvem snakker hvornår osv.



Præsentation

  • Se på en tegning af gangen
  • Det barn der har lavet tegningen får lov at præsentere sin tegning
  • Resten af klassen må give respons. 
  • Du som lærer slutter af med et par ord til den elev der præsenterer


Rigtig god fornøjelse med forløbet:)